Grundejerforeningen “Skoleparken”
§ 1
Medlemmer af grundejerforeningen “Skoleparken” er enhver ejer af parceller udstykkede fra en del af matr.nr. 14a Brøndbyvester (Skolevang 8-16, Skolevang 9-21, Markvej 4-42 og Markvej 3-43).
§ 2
Grundejerforeningen “Skoleparken” har til opgave at varetage sine medlemmers fælles grundejerinteresser, og at administrere de fællesanliggender, der vedrører deres rettigheder og forpligtelser, som ejere af parceller inden for foreningens område.
§ 3
Medlemmerne er ikke solidarisk ansvarlige for grundejerforeningens gæld, men hæfter kun med de lovligt vedtagne indbetalinger for foreningens forpligtigelser.
§ 4
Grundejerforeningens i § 2 nævnte opgaver varetages af bestyrelsen, der har forpligtelse til at bringe de, på generalforsamlingen lovligt vedtagne beslutninger, til udførelse og i øvrigt leder foreningens anliggender under ansvar for generalforsamlingen.
§ 5
Bestyrelsen består af tre medlemmer: 1 formand, 1 sekretær og 1 kasserer. Valget af bestyrelsesmedlemmer afgøres ved simpelt stemmeflertal. Ingen kan vælges til noget tillidshverv uden at være til stede på generalforsamlingen, eller at have erklæret sig villig til at modtage valg eller genvalg. Medlemmer af bestyrelsen fungerer to år ad gangen, men genvalg kan finde sted på generalforsamlingen. I de ulige år afgår formanden, og på generalforsamlingen i de lige år afgår sekretæren og kassereren. Ved valget af bestyrelsesmedlemmer vælges tillige én suppleant, for det kommende år. Kassererens, formandens og sekretærens honorar fastsættes af generalforsamlingen (senest fastsat til kr. 500,00, til hvert bestyrelsesmedlem, pr. år).
§ 6
Formanden varetager den daglige ledelse af foreningens anliggender og foretager indkaldelser til generalforsamlinger i samråd med bestyrelsen. For at bestyrelsen kan være beslutningsdygtig, skal alle medlemmer være mødt. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. I formandens forfald overtager sekretæren formandens forretninger - også hvis formanden afgår inden funktionstiden er udløbet, og ind til nyt formandsvalg for restperioden kan finde sted, på førstkommende generalforsamling. Sekretæren fører foreningens forhandlingsprotokol samt protokollat ved bestyrelsesmøder, og udfører de skriftlige arbejder for foreningen, som pålægges af formanden.
§ 7
Kassereren, der så vidt muligt skal være regnskabskyndig, fører foreningens regnskab, modtager indbetalinger og foretager udbetalinger efter formandens anvisning. Kassereren er pligtig til at indsætte indkomne pengebeløb på foreningens konto i en bank eller sparekasse snarest efter, at de er indkomne, og er kun berettiget til at beholde en kontant beholdning på max. kr. 500,-. Foreningens regnskabsår er fra 1. april til 31. marts. Kassereren er pligtig til at lade revisor gennemgå regnskaberne når det ønskes, ligesom kassereren også er pligtig til, efter forudgående opfordring fra formanden at give bestyrelsen adgang til at gøre sig bekendt med foreningens regnskaber og status.
§ 8
Generalforsamlingen kan nedsætte udvalg, der varetager særlige anliggender.
§ 9
De af et evt. udvalg udarbejdede forslag indsendes snarest til bestyrelsen, som så vidt muligt forelægger forslagene på den førstkommende generalforsamling.
§ 10
Der vælges én revisor og én revisorsuppleant, som begge fungerer i ét år. Genvalg kan finde sted. Revisoren er forpligtet til at gennemgå og revidere foreningens regnskab, og foretage uanmeldt kasseeftersyn mindst én gang hvert ½-år, eller så ofte han/hun eller formanden ønsker det. Revisor er endvidere forpligtet til ved sin underskrift at attestere rigtigheden af de regnskaber og statusopgørelser, der vil være at forelægge generalforsamlingen. Revisoren er ulønnet.
§ 11
Ordinær generalforsamling afholdes én gang om året i tiden 15. april - 15. maj. Ekstraordinær generalforsamling afholdes så ofte bestyrelsen finder det fornødent. Ligeledes skal ekstraordinær generalforsamling afholdes, når mindst femten medlemmer ved skriftlig begæring til bestyrelsen kræver denne indkaldt. Begæringen skal indeholde en angivelse af, hvilke sager der ønskes behandlet, og mindst ti af de medlemmer, der forlanger generalforsamlingen indkaldt, skal være mødt på denne, for at den vedkommende sag eller sager kan behandles. Bestyrelsen er forpligtet til at indkalde sådanne påkrævede generalforsamlinger senest 14 dage efter, at kravet derom er stillet. Generalforsamlingen indkaldes med otte dages skriftlig varsel til hvert enkelt medlem.
§ 12
Generalforsamlingen er den højeste myndighed. Kun generalforsamlingen kan vedtage og ændre lovbestemmelser og træffe andre bestemmelser, angående medlemmernes fælles interesser og anliggender. Hvert medlem har én stemme. Vedtagelser på generalforsamlingen tages, uanset de fremmødtes antal, og ved simpelt stemmeflertal ved håndsoprækning, såfremt ikke anden afstemningsform måtte kræves af bestyrelsen eller én af de fremmødte medlemmer. Såfremt afstemningen foretages ved håndsoprækning, og dirigenten ikke er i stand til at konstatere afstemningens resultat med sikkerhed, skal der foretages skriftlig afstemning. Stemmer kan afgives ved skriftlig fuldmagt ved forevisning af denne til bestyrelsen.
§ 13
Sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen sendes trykt dagsorden med angivelse af de sager, der skal behandles under dagsordenen. Det trykte reviderede regnskab med status pr. 31. marts udsendes til generalforsamlingen. Medlemmer, der ønsker forslag optaget på dagsordenen og behandlet på den ordinære generalforsamling, må sende begæringen herom til formanden inden 15. marts. På generalforsamlingen kan kun tages gyldig bestemmelse om sager, der er opført på dagsordenen.
§ 14
Generalforsamlingen vælger en dirigent, som leder forhandlingerne, og lader foretage valg. Om forhandlingerne og de skete vedtagelser fører sekretæren en protokol, og dirigentens og sekretærens underskrift, på det i protokollen indførte, tjener såvel over for foreningens medlemmer som over for tredjemand, som bevis for rigtigheden deraf.
§ 15
Medlemmer betaler ét kontingent pr. matr.nr.. Kontingentets størrelse fastsættes af generalforsamlingen.
§ 16
Ethvert medlem skal selv drage omsorg for, at kontingentet indbetales rettidigt til kassereren, uanset om disse ellers opkræves. Salg af ejendommen skal snarest meddeles formanden. Når et medlem sælger sin ejendom, indtræder den nye ejer jfr. § 1 som medlem af foreningen, men køberen hæfter for det udtrædende medlems evt. restancer til foreningen.
§ 17
Alle grunde skal være veldrevne arealer. Ukrudt på grundene skal fjernes inden frøbæringen. Forsømmer grundejerne dette, tillægges der kommunen ret til, efter indstilling fra foreningens bestyrelse, at foretage rensning for ukrudt på de enkelte grunde, for grundejerens regning og risiko.
§ 18
Grundejerne har hegnspligt, herunder pligt til at vedligeholde hegnene jfr. de nærmere regler, generalforsamlingen vedtager herfor.
§ 19
Ukrudt, eller andet affald, må ikke henlægges på veje, mv., hvorfra det straks vil blive fjernet, for ejerens regning, ved foreningens foranstaltning. Affald fra træer og buske må ikke afbrændes i det fri.
§ 20
Hvor vejvedligeholdelsen ikke er overtaget af det offentlige, sørger foreningen for renholdelse af afløbsledninger og brønde. Alle veje skal i vintermånederne holdes farbare. Enhver grundejer skal ryddeliggøre kørebanen til vejmidten, og en 1 meter bred passage af gangstien/fortovet, ud for sin ejendom. Endvidere skal de enkelte grundejere i tøperioder sørge for fornødent afløb, til de rendestensbrønde, der er beliggende ud for ejendommen. Bestyrelsen kan evt. træffe aftale om kollektiv snerydning.
§ 21
Ændringer i lovene kan kun foretages på en generalforsamling efter, at det i den udsendte dagsorden tydeligt er angivet hvilke ændringer, der foreslås vedtaget. På generalforsamlingen kan vedtægtsændringer kun vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Foreningens - til en hver tid gældende love - skal godkendes af Brøndby’s kommunalbestyrelse.
Således vedtaget på stiftende generalforsamling i september 1959. Der skal dog efterfølgende gøres opmærksomhed på, at kommunen pt. generelt har forbud mod afbrænding af affald i det fri, hvorfor en tidligere ret til, at bestyrelsen kunne godkende afbrændinger, derfor er fjernet.
For god orden skyld skal det tilføjes, at en generalforsamling for nogle år siden har vedtaget, at det også er tilladt at anvende motoriserede haveredskaber mv., på søn- og helligdage til kl. 12.00. Denne vedtagelse er ikke tidligere skriftligt sammenfattet med nærværende vedtægter!
Revideret og genoptrykt i marts 2007 / juli 2008 / mhp
